| Tilbage |
Pubben så ud til at få en rolig weekend og vi har jo en flok dejlige frivillige, der var klar til at tage tjansen, så vi var helt rolige. Der var dog et større arrangement om lørdagen med op til 80 gæster, men der var sat ekstra folk på – og oveni ville Lars også holde lidt øje…
For en gang skyld kunne vi tage af sted i fred og ro. Vores fly lettede først fra Billund kl. 13:15, så vi havde ingen hastværk med at komme hjemmefra. Til gengæld vidste vi, at vi efterlod Danmark med en gang vintervejr og kulde. Vi skulle ned til mere varme og ingen sne i det sydlige Tyskland.
I Billund Lufthavn var der fred og ro (sikkert stilhed før stormen, for vinterferien startede jo i dag). Vi afleverede vores bagage og satte os op på første salen, for at spise vores medbragte madder. Det var mere hyggeligt med et godt stykke rugbrød frem for alt det junkfood, man kan købe til høje priser.
Vores fly var ikke særlig stor. Vi havde fået en mail fra Lufthansa, hvor de opfordrede os til at tjekke vores håndbagage ind, da der ikke var meget plads i kabinen. Og havde vi ikke tjekket håndbagagen ind, blev vi bedt om at stille det ved trappen til flyet. Så ville det blive udleveret i Munchen igen.
Efter planmæssig afgang, skulle vi fejre, at vi kunne holde en god lang weekend. Så jeg bestilte champagne til os på flyet – til 15 euro pr. flaske. Stewardesserne var imponerede og de måtte hente en flaske i hver ende af kabinen, for at skrabe champagne sammen til os. Det var vist ikke hver dag, der blev solgt sådan noget på flyet :)
Champagnen smagte fint – måske en kende for tør efter vores smag.
Flyveturen tog 5 kvarter og snart kunne vi se markerne nord for Munchen, før piloten ramte landingsbanen i lufthavnen.
Bagagen var hurtigt klar til os og snart gik det ud til stationen, for at finde et tog mod Munchen. Jeg havde kigget en del på billetterne inden vi tog hjemmefra, men vi endte med at købe nogle helt andre billetter, som vi garanteret betalte alt for meget for. Men det var ikke helt så let, at finde ud af, hvordan de tæller zoner omkring Munchen, så hellere betale lidt for meget og være sikker på, at vi var dækket ind.
Efter en god halv time, var vi nået ind til Munchen’s Ostbahnhof, hvor vi skulle skifte til et tog mod Aying. Der holdt passende et tog på modsatte perron, så vi kom med en tidligere afgang end planlagt mod Aying.
Efter knap en halv time, var toget fremme ved Aying. Vi trissede de ca. 900 meter til hotellet gennem Aying, der mindede lidt om en soveby. Her var ingen butikker at se men kun beboelse. Da vi nærmede os hotellet, dukkede der dog både forsamlingshus, kirke og et braüstüberl op.
Vores hotel Brauereigasthof Hotel Aying var ganske, som jeg havde forestillet mig, når jeg kiggede billeder derfra. Et 4-stjernet hotel i en flot og godt vedligeholdt bygning med et meget serviceminded personale.
Vi tjekkede ind på værelse nr. 8 med udsigt til et tag – og ingen nævneværdig trafikstøj. På værelset blev vi budt velkommen med et håndskrevet kort og 2 øl. Den ene af øllene var dog sikkert blevet brugt til at åbne øl med af en amatør, for flasken var kun halvt fyldt og utæt ved kapslen. Heldigvis var den anden øl en Celebrator, der dog sikkert havde stået ved +20 grader nogle timer. Men hey – det smagte stadig fint!
Marie pakkede ud og jeg tjekkede, at vi var helt klar til de næste 3 dage i området. Der er mærkværdigvis altid noget, man lige skal undersøge på mobilen.
Kl. 19:30 havde vi booket bord i hotellets restaurant. Personalet virkede meget glade og servicemindede. Det er let at mærke, om det er en god arbejdsplads – og det virkede det helt sikkert til.
Vi bestilte en Ayinger kellerbier til aperitif. Den blev serveret som en ”schnitt”, hvilket jeg kun troede, at de brugte i Tjekkiet. Det er en øl, hvor der er meget skum i, hvilket er med til at holde på øllets gode smag. Til gengæld er der jo ikke så meget øl i glasset…
Vi bestilte wienerschnitzler og selvfølgelig Ayinger øl til. Schnitzlerne var tynde som pap, så det virkede som om, at det meste var dej. Til gengæld fik vi et par kæmpestore plader. Det smagte fint og vi blev helt sikkert mætte. Marie ville gerne prøve deres apfelstrudel til dessert. Det var der næsten ikke plads til.
Jeg fik også smagt en whisky, som var lagret på fade, der havde været brugt til Celebrator. Whiskyen smagte fint og mild. Det var ganske små flasker og de var ikke til salg.
Vi listede op på værelset og slappede af, til det blev nat. Værelset var meget varmt og selv om vinduerne stod åbne – og vi havde lukket for varmen, så lykkedes det ikke, at få værelset kølet ned til en temperatur, der passede til os vikinger. Så vi endte med at sove uden dyne en stor del af natten.
Igen i dag kunne vi starte stille og roligt. Det passer sådan et par gamle hoveder, at vi ikke skal storke afsted. Ja, det må komme med alderen, at man godt kan lide et roligt tempo :)
Vi satte os ned til morgenmaden og det venlige og glade personale kom ind med et menukort, hvorfra vi kunne vælge lige, hvad vi havde lyst til. Nu er vi jo ikke russere, så vi kunne nøjes med en lille smule – bl.a. lidt frugt og et 5-minutters kogt æg (til perfektion). Så snart ordren var afgivet, stod maden på bordet. Det tog ikke engang 5 minutter, at koge ægget. De var sikkert tyvstartet :)
Vi nød morgenmaden, indtil jeg kiggede på klokken. Nu havde vi travlt, for vi måtte ikke komme for sent til dagens aftale på bryggeriet. Vi skyndte os at få børstet tænder og kom afsted i et raskt tempo hen mod bryggeriet, der lå 10-15 minutters gang fra hotellet.
Vi nåede til bryggeriet lidt før kl. 10. I bryggeributikken sad en dame og snakkede ustandseligt i telefon. En ældre, venligt udseende herre kiggede et par gange ind i butikken – og Marie fik ham til at vise sig frem til et toilet.
Da det var overstået og han kom tilbage med Marie, fandt vi ud af, at han skulle vise os rundt i bryggeriet. Klaus hed han og han var en sød og humoristisk herre – med det samme glimt i øjet, som jeg huskede fra min far, når han lirede nogle sjove og underfundige ting af.
Klaus fortalte lidt om forfædrene til bryggeriet. De sidste 3 generationer af ejerne hedder Franz Inselkammer I, II og III. Vi fik hurtigt et billede af, at det både er et topmoderne og meget velhavende bryggeri. På første del af turen så vi tapperiet, der var ved at blive gjort rent, så der var forholdsvis stille.
Dagens eneste smagsprøve uden skum (som Klaus sagde det), var en prøve på vandet fra bryggeriets egen brønd. Vandet har en hårdhed, så det er helt perfekt til alle deres ølstile. Dermed kræves ingen vandbehandling.
I selve bryggeriet var alt topmoderne med rustfrit stål og rør overalt. Klaus fortalte, at hver øltype har sine egne rør helt frem til tapperiet. Det har jeg aldrig set før. Vi fik lov at smage en friskaftappet hvedeøl. Sikkert deres brauweisse. Det smagte helt vidunderligt.
Undervejs fortalte Klaus små historier og det var tydeligt, at han nød, når han fik lidt retur.
Munchen er jo kendt for verdens største øl festival – oktoberfesten. Vi vidste godt, at Ayinger ikke må være en del af den officielle oktoberfest, for her må kun serveres øl, der er brygget i selve Munchen. Klaus fortalte, at når den officielle fest er slut, så afholder Ayinger deres egen oktoberfest bag bryggeriet. Her sættes stort telt op og der serveres øl, mad og musik i en hel weekend. Det kunne være, at det var sjovere, at jagte sådan en weekend, frem for den sikkert alt for store fest i Munchen.
Klaus sluttede den ca. 2 timers rundvisning af med at tilbyde en af bryggeriets øl. Jeg smagte en altbairisch dunkel i en ufiltreret udgave. Det var ikke dårligt!
Klokken var godt og vel 12, da vi forlod bryggeriet. Vi kunne vælge, at tage toget ind til Munchen, men Marie foreslog, at vi blev i Aying, slappede af og ladede op til de næste par dage, hvor vi helt sikkert ville tage toget til Munchen.
Så vi kiggede på byens eneste supermarked (Edeka), før vi fandt frem til Gasthaus Kastanienhof over for banegården. Her bestilte vi frokost og en Ayinger øl. Godt mætte traskede vi tilbage til hotellet, for at slappe af. Ved siden af hotellet ligger Herrenhaus, der fungerede som familien Inselkammers residens frem til 2005. Huset blev ombygget til flere hotelværelser og husets bibliotek blev bevaret, så her måtte vi gerne sætte os over og læse. Vi kunne selv forsyne os med øl på flaske (og helles pilsner på fad). Vi skulle bare notere på en seddel, hvad vi tog. Så blev vi afregnet, når vi tjekkede ud.
width="50%"
Hotellets restaurant var velbesøgt denne fredag aften, så vi forventede ikke, at der var plads til os. Marie foreslog, at vi evt. kunne få maden bragt op på værelset, men i stedet gik vi over til nabo værtshuset, hvor vi også kunne få mad. Her var der godt fyldt op, så vi blev anvist et bord, hvor der i forvejen sad 2 andre par. Vi bestilte mad – jeg bestilte en leberkäse, som jeg antog var noget med lever. Det blev serveret med et spejlæg ovenpå. Smagte lidt mærkeligt og jeg tror ikke, at jeg nogensinde hopper på den ret igen. Marie havde slet ikke lyst til at smage det. Efterfølgende fandt jeg ud af, at det ikke har noget med lever at gøre men er en ret med fars af helt fint hakket svinekød. Jeg ville gerne have Celebrator til maden, men det havde de kun i 2 liters udgave. What the heck tænkte jeg, så måtte vi jo drikke os igennem 2 liter. Marie måbede lidt. Tjeneren kom med en flaske, lukkede op og skænkede øl, der på ingen måde kunne være en Celebrator. Det viste sig at være Ayingers Jahrhundert bier. Vi nænnede ikke at brokke os. Den øl smagte jo også fint.
På Braustüberl spillede nogle musikere lidt tyrolermusik ind i mellem, for at pifte stemningen op. Det så ud til, at de var bænket ved stambordet. Ved vores bord faldt vi i snak med det ene tyske par. Det viste sig, at de havde været på krydstogt til Fredericia og de var også sikker på, at de havde besøgt vores brewpub. Det var lidt spøjst. Han fik et glas af vores øl og vi fik nogle tips til, hvad vi skulle se i området. Han talte meget varmt om Tegernsee, der ligger et stykke syd for Aying. Her skulle være meget flot – og der brygges godt øl på det lokale bryggeri. Vi måtte se, om der blev plads til en tur derned.
Vi takkede af og gik tilbage til hotellet, hvor vi hurtigt faldt i søvn – til endnu en varm nat.
Endnu en gang kunne vi sætte os til morgenbordet og nyde en rolig start på dagen. Vi kunne jo tage toget til Munchen, når det passede os.
På stationen forsøgte vi at købe billetter, men jeg fandt ud af, at det var lettere at købe dem på en app, som jeg havde installeret. Så gik det med toget ind til Munchen. Det var tydeligt, at vi var startet i yderområdet til Munchen. Der var stort set ingen passagerer med fra Aying men efterhånden, som vi nærmede os Munchen, dukkede der flere og flere op. Men på intet tidspunkt under vores ophold, oplevede vi overfyldte tog.
Via togenes højttalere blev vi holdt godt orienteret om ”nächste station” på både tysk og engelsk.
Vi steg af ved Marienplatz, hvor vi startede med at kigge på det nærliggende Viktualienmarkt. Det var tydeligt, at vi var kommet tidligt. Her var ikke mange mennesker, så vi kunne kigge på de mange ”boder” i fred og ro. Det var ikke deciderede boder men snarere træhuse eller avancerede telte, der stod permanent på pladsen. Midt på markedet stod en stor majstang med masser af information om reinheitsgebot (en lov fra bayern, der dikterede, at man kun måtte bruge vand, malt og humle til ølproduktionen).
Vi så et par kirker undervejs hen til en Timberland butik, hvor jeg ville kigge på nye støvler. Jeg har været meget glad for mine Timberland støvler, som jeg kunne gå rundt i hele dagen på pubben uden at blive træt i fødderne. Jeg fandt et par, der lignede de nuværende. Der var sørme udsalg, så de var sat 40 % ned – til 108 euro.
Tilbage ved Marienplatz så vi klokkespillet kl. 12. Der var en del mennesker på pladsen, der så klokkespillet, der er kendt for sine karakterer i naturlig størrelse, der fortæller lidt af Munchens historie.
Da vi havde besøgt Frauenkirche, blev vi tørstige og fandt frem til Augustiner Klosterwirt, hvor vi fik et krus godt øl. For mit vedkommende var det en helles, tappet direkte fra trætønde. Det kan de altså finde ud af hernede!
Så satte vi snuden mod Sendlinger Tor, hvor vi nossede lidt rundt, for at finde en Andy’s biergarten. Google Maps viste os en løjerlig vej rundt om et stort vejkryds. Men vi fandt frem til Andy’s, hvor vi ville spise frokost. Der var imidlertid kø, for at komme ind, så vi fortsatte ud af vejen. Kort tid efter dukkede en vietnamesisk restaurant op med det meget tyske navn Jack Glockenbach. Her var der ingen gæster, hvilket jo plejer at være et advarselstegn. Gå aldrig ind et sted, hvor der ikke sidder andre gæster.
Men vi blev glædeligt overrasket og jeg fik en Saigon Beef Bowl (”Phó Bó”) med risnudler, oksekød, oksekødsuppe, stjerneanis (kunne jeg ikke smage), kardemomme, ingegær, kanel, bønnespirer, koriander og basilikum. Det er noget af det bedste suppe, jeg nogensinde har fået. Kæft, hvor smagte det bare godt. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme hjem og finde en opskrift…
Mætte og veltilpasse vandrede vi videre ad Sonnenstrasse til Alter Botanischer Garten. Her var der dog ikke meget at se på denne tid af året. Masser af mennesker og en del affald var der. Vi fandt frem til Dachauer Strasse nr. 4, hvor Radius Tours holder til. Herfra skulle aftenens øl-tur gå, men vi var i meget god tid og vi fortsatte derfor hen til hovedbanegården, for at se på de mange butikker, der var der. Vi fandt en kaffeshop, hvor vi kunne få en god kop kaffe og en bretzel (saltkringle). Der var mange mennesker på banegården men vi fandt en lille krog ved kaffeshoppen, hvor vi kunne sidde uforstyrret og nyde kaffen.
Der var ikke lige noget i nabolaget, der rykkede efter os, så vi gik tilbage til Radius Tours. Der var næsten en time til, at vi skulle tjekke ind, men vi gad ikke rigtig gå rundt i byen uden at have noget sigte, så vi satte os på pladsen foran Radius Tours. Her var et folkekøkken ved at pakke sammen og pladsen så lidt miserabel ud. Mange skæbner defilerede rundt og studerede ivrigt skraldespandene i nabolaget.
Kl. 17:30 åbnede Radius Tours og vi tjekkede ind til turen. Det viste sig, at vi kun skulle 8 på tur. Ud over os selv, var der bl.a. et par fra Irland og en kvinde fra USA, der netop var landet. Vores guide hed Eileen og det skotskklingende navn skyldtes, at hendes mor var skotte.
Vi blev udstyret med en 33 cl. flaskeøl, som vi passende kunne drikke, mens Eileen introducerede os for øllet her i Bavarien. Hun fortalte, at tyskerne drikker meget øl og man må gerne drikke øl i offentligheden. Derfor sælges der også øl på banegårde o.l. Unge ned til 16 år må drikke øl i Tyskland, så de får det jo nærmest ind med barneskeer :)
Eileen nød en øl sammen med os andre. Dejligt at se, at guiden selv kan lide øl. Så ved hun jo, hvad hun snakker om :)
Vi startede med at tage undergrundsbanen til Isator og et nærliggende Bier og Oktoberfest Museum. Det var et lille museum, som de helst holder for sig selv. Elieen fortalte, at man ikke er så glad for store selskaber men museet og den tilhørende bar oftest benyttes af de lokale. Vi startede med at blive bænket i et lokale og fik 3 smagsprøver på klassiske ølstile. En Augustiner helles, en mørk lagerøl og en weissbier.
Eileen spurgte, hvad vi bedst kunne lide. Da jeg gav min stemme til den mørke, bemærkede hun, at det typisk var ældre mennesker, der kunne lide den – men hun skyndte sig at tilføje, at hun også havde den som favorit. Til gengæld havde hun ikke lært at drikke hvedeøl endnu :)
Rundturen på museet var en fin indføring i oktoberfestens historie. Jeg kan ikke genfortælle hele historien men blot bemærke, at det startede i 1810 med et bryllup mellem kronpris Ludwig af Bayern og prinsesse Therese af Sachsen-Hildburghausen. Oktoberfesten startede som et hestevæddeløb foran Munchens bymur den 17. oktober 1810 og det blev hurtigt bestemt, at det skulle være en årlig tradition. I slutningen af 1800-tallet var festen blevet udvidet og tog nu form som den i dag kendte oktoberfest med start i september måned og frem til første weekend i oktober.
Eileen fortalte, at på trods af, at der hvert år kommer flere gæster, drikkes der de senere år mindre øl, hvilket af mange tolkes som en del af den almindelige trend om at drikke mindre alkohol.
Så blev det tid til lidt vandring. Turen gik hen til det statsejede Hofbräuhaus. Foran indgangen fortalte Eileen lidt om stedet, hvor der altid er masser af gæster. Man kan ikke bare gå ind og sætte sig. Der er store chancer for, at man ikke får serveret noget. Tjenerne stuver gæsterne sammen, så man altid sidder tæt sammen. Så er der nok større chance for, at der opstår en festlig stemning frem for, hvis bordene står halvtomme.
Vi nøjedes med at gå en tur gennem lokalerne, hvor der var godt gang i festen. Midt i det meget store lokale sad et 6-7 mands tyrolerorkester og gejlede stemningen op. Vældig festligt – men jeg tror ikke, at jeg orkede at høre på det hver weekend.
Vi nåede at konstatere, at Aying har kilet sig ind i Munchen med en beværtning lige over for Hofbräuhaus. Det var vist lidt til irritation for de lokale Munchen bryggerier. Eileen roste i øvrigt øllet fra Aying, så vi var ikke helt alene om at synes om deres øl.
Turen gik hen over Marienplatz via Sendlinger Strasse til Hackerhaus, der er hjemstedet for bryggeriet Hacker-Pschorr (et af de 6 godkendte bryggerier til oktoberfesten). I turen var inkluderet en halv liter øl og aftensmad. Først fik vi et pølse-/ostebræt ind. Dernæst fik vi serveret et godt stykke svinekød med sauerkraut og knödel. Det sidste bliver vi altså ikke fan af. Det minder om en blød kartoffel men er vist lavet af brød og mel.
Vi fik sludret lidt med nogen af de andre gæster fra vores tur, før størstedelen af selskabet brød op og sagde farvel. Et par stykker havde lige bestilt en mass (1 liter øl), dem sagde vi farvel til :)
Man kan diskutere, om det er værd at betale knap 500 kr. pr. person, for at deltage i Radius Tours’ Bavarian Beer & Food tur. Den selvsamme tur kan garanteret gøres billigere, men så får man altså ikke guidens gode historier og samværet med de andre på turen. Så jeg synes, at pengene er godt givet ud. Læser man de forskellige tilbagemeldinger til Radius Tours fra gæsterne, så er der stort set også kun lovord til overs for guiderne, der viser rundt. Alle virker til at være glade (bortset fra en enkelt, der åbenbart slet ikke kunne finde Radius Tours kontor).
Vi slentrede tilbage mod Marienplatz og tog toget tilbage mod Aying. Selv ud på aftenen kører togene punktligt.
Fantastisk. Endnu en dag, hvor vi kunne stå op, tage det roligt og nyde morgenmaden i fred og ro. Vi forventede at finde en masse gæster i restauranten, da der var godt fyldt op dagen i forvejen. Men alle sov åbenbart længe, for det store rykind kom først efter, at vi havde fået serveret vores morgenmad.
Det småregnede i dag, så regnfrakkerne kom frem. VI var ved stationen 20 minutter før togafgang og til alt held holdt toget allerede og ventede på perronen. Så kunne vi komme i læ for regnen. Som sædvanlig var det en stille togtur ind til Munchen og Marienplatz, som efterhånden var blevet vores standard station i Munchen. Om aftenen havde de travlt med at sætte en masse boder op på Marienplatz og mange af disse boder var allerede åbnet. Der skulle givetvis være stor fest den kommende uge.
Vi manglede kun at se Asamkirchen i forhold til det, jeg havde fundet frem til hjemmefra. Så vi satte kursen ned af Sendlinger Strasse forbi Hackerhaus til kirken, der åbenbart var under restaurering udenfor. Et skilt på døren sagde, at der var en messe i gang og det var strengt forbudt at gå indenfor, for at kigge.
Vi blev enige om, at vi kunne gå tilbage til Hackerhaus og slå ventetiden ihjel med en god bajersk øl. Som sagt så gjort.
Asamkirchen er fantastisk udsmykket, hvilket minder mig om kirken Chiesa dell'Immacolata Concezioneen, som vi så i Palermo i 2019. Desværre kunne vi ikke komme ind i Asamkirchen men måtte nøjes med at beundre den gennem et stort gitter ved indgangen.
Tilbage hen over Marienplatz og ned mod Hofbräuhaus. Overfor – og nabo til Ayinger am Platzl – lå en irsk pub. Uhh, det var tid til en Guinness og en Kilkenny til Marie. Vi delte en omgang nachos til øllet, mens vi kunne se lidt fodbold på skærmene – sammen med de 3-4 ansatte i pubben. Der var ikke andre gæster.
Vi skulle se en klassisk koncert kl. 15:30, så vi havde god tid til at finde frem til Prinzregententheater. Vi gik ned til Isar floden og fulgte den et stykke vej, til vi kunne gå over Luitboldbrücke. Vi nåede frem til teatret i god tid og fik afleveret vores overtøj og rygsækken. Vi havde plads på 4. række og det var en super fin plads tæt på scenen. Vi var hævet lidt over sceneniveauet og havde derfor fin udsigt til hele orkestret.
Koncerten var med Münchener Kammerorchester under ledelse af Daniel Giglberger og gæstesolisten var en verdenskendt russisk violincello Anastasia Kobekina. Orkestret bestod af 22 musikere og de spillede fantastisk. Det var stort at høre Kobekina spille værker af bl.a. Vivaldi og Paganini, godt bakket op af orkestret. Det var en dejlig oplevelse. Vi var lidt spændte, for vi anede intet om kammerorkestret eller den verdenskendte solist, men de levede til fulde op til vores forventninger, selv om der ikke blev spillet et eneste stykke, som vi kendte. Vi bildte dog os selv ind, at vi godt kunne genkende Vivaldis musik. Smuk, smuk oplevelse!
Kl. 17:30 var det hele forbi og vi kunne forlade teatret. Vi nåede dog lige at se, at der stod mange i kø, for at få den unge russiske kvindelige solists autograf.
Så var det videre til dagens sidste program: japansk mad på en fin restaurant.
Vi gik gennem parken Maximiliansanlagen. Det var blevet mørkt og der var derfor ikke så meget at se på. Men regnen var i det mindste holdt op. Hen over Isarfloden på Maximiliansbroen og tilbage mod Altstadt. Vi nåede frem til vores restaurant en time før vi havde reserveret bord.
Vi tog chancen og entrede de fine lokaler med dyre butikker og den japanske restaurant på første sal. Vi skyndte os at tage overtøjet af, så vi kunne se nogenlunde præsentable ud. Ved indgangen tog en ældre asiatisk udseende herre imod os, parkerede rygsækken og viste os hen til et bord bagerst i restauranten. Det var åbenbart hans eneste opgave at tage imod gæsterne og vise dem hen til et bord.
Et par andre tjenere kunne vejlede os lidt i menukortet. En yngre kvinde spurgte, om vi havde været på restauranten før. Det kunne vi jo svare nej til, så hun fortalte lidt om konceptet bag Matsuhisha, der er et fusionskøkken mellem japansk og peruviansk mad.
Vi bad kvinden sammensætte en menu til os. Blot ville vi gerne smage deres Wagyu kød. Efter en mild aperitif med bl.a. sake i, fik vi serveret 5 små kunstfærdige og utroligt velsmagende retter. Vi spurgte ind til en tysk vin og restaurantens vinsommerlier anbefalede os i stedet en østrisk rødvin, som var mild og let. Vi nød også lidt japansk sake til maden.
Rosinen i pølseenden var det japanske oksekød wagyu, der koster en formue i Danmark. Her kunne vi nøjes med at give ca. 1.000 kr. for 100 gram til deling. Det smagte også fantastisk – men det er dælme mange penge.
Det var helt igennem en fantastisk afslutning på en dejlig weekend. Da vi bad om regningen, kom der en lille ekstra menu ind i form af en lille chokoladekage. Da jeg bestilte bord, kunne jeg markere, om besøget skyldes en bestemt begivenhed. Jeg krydsede af, at det var en fejring, men de vidste ikke, hvad vi fejrede. Men på tirsdag har vi 32 års bryllupsdag. Det er da værd at fejre!
Vi sagde pænt farvel til den japanske restaurant (vi fandt ikke helt den peruvianske del af restauranten) og gik rundt om hjørnet til Hofbräuhaus. Her ville jeg nyde en Mass som afslutning på weekenden, men selv om der var masser af plads, var der ikke umiddelbart nogen af tjenerne, da gjorde antræk til, at ville servicere os. Så vi endte med at gå med uforrettet sag.
I stedet købte jeg en øl på banegården. Så måtte jeg tage til takke med en Helles på toget hjem. Det var jo tilladt at nyde øl i togene her :)
Vel hjemme i Aying igen, fik vi betalt vores hotelophold og aftalt tidlig morgenmad næste morgen. Så var vi også godt brugte og klar til at sove.
Kl. 6 var det ud af kassen og få pakket kuffert og rygsæk. Det meste kunne heldigvis være i kufferten. Inklusive mine nye støvler. Rygsækken indeholdt kun lidt tøj og andre småting.
I restauranten var de klar til os, selv om vi kom før den officielle åbningstid kl. 7. Vi spiste vores morgenmad og forlod hotellet. Receptionisten havde dagen i forvejen anbefalet os at få en vogn til lufthavnen, men vi følte os godt tilpas med at tage toget – vel godt hjulpet på vej af, at en vogn ville koste mere end 100 Euro, mens toget kostede under 1/10. Receptionisten mente også, at vi hotellet skulle sørge for transporten til banegården, men den vej kendte vi jo godt :)
På banegården stod toget (som sædvanligt) klar i god tid og vi satte os ind. Afgang på slaget, ganske som vi har oplevet hver gang. På Rosenheimer Platz var der skifte fra vores S7 til S8, der kørte til lufthavnen. Her gik det for første gang galt med togafgangen. Vi var nemlig hele 4 minutter forsinket!
I lufthavnen fik vi afleveret vores bagage og vi havde god tid til at finde ud til den gate, hvor vi skulle flyve hjem fra. Sikkerhedskontrollen tog lidt tid men vi var godt forberedte, så der opstod ikke skyggen af panik. På vej ud til gaten investerede vi i en sandwich og turens sidste bretzel.
Mens vi ventede på at gå ombord i flyet, snakkede vi om, hvor fantastisk det er med al den logistik i lufthavnen. Bare det, at man kan lodse sin bagage ind et samlet sted i lufthavnen, så bliver det fint sorteret ud til den rigtige flyver. Det skulle så senere vise sig, at det ikke helt holdt stik på denne afgang.
Ombord på flyet og punktlig afgang mod Billund. Denne gang blev der ikke bestilt champagne. Nu var vi på vandvognen og vores ombord medbragte sandwich. Min var lidt tør.
I Billund kunne vi konstatere, at rigtig meget af bagagen manglede. Vi fik vores kuffert men rygsækken manglede. Så blev der travlt ved de 3 automater, hvor man kunne melde manglende bagage.
Vi forlod lufthavnen med vores kuffert og kørte tilbage mod Fredericia, hvor vi skulle skynde os til møde med Eva og Brian om en kommende oktoberfest i Gothersgade. Det må da siges, at være en passende afslutning på en tur til Munchen!
Vi bød på kaffe til mødet, men Eva og Brian ville hellere have en øl. Det passede mig fint, for det var jo langt over min øltid!
Turen blev helt som forventet en meget afslappet forlænget weekend. Vi har ikke længere behov for at styrte rundt fra tidlig morgen til sen aften i jagten på flest mulige oplevelser. Det var dejligt at have god tid til at starte dagen med et godt morgenmåltid og en ekstra kop kaffe. Hotellet i Aying var bestemt et besøg værd. Det var lidt ekstra luksus og det synes jeg, at vi fortjente.
Vores besøg på bryggeriet i Aying var en dejlig oplevelse, selv om deres eksportmanager glimrede ved sit fravær. Rundviseren Klaus var en dejlig personlighed og vi nød at være i hans selskab et par timer.
Vores besøg i Munchen var også præget af ro og tid til at nyde tingene. Det sjove var faktisk, at vi om søndagen fik fat i vores dagbog fra vores seneste besøg i Munchen (vistnok for 10 år siden). Der besøgte vi også Viktualienmarkt, klokkespillet på Marienplatz og Hofbräuhaus.
Det var meget let at finde ud af undergrundsbanen og selv om vores billetter også dækkede sporvogne, busser o.l., så følte vi, at vi var godt dækket ind med undergrundsbanen.
Ja, så var der lige besøget på den japanske restaurant. Det blev bestilt undervejs på turen og det var netop det perfekte punktum på en dejlig weekend. Det var et dyrt besøg, men det er åbenbart en Michelin restaurant, så det er vel ikke urimeligt, at det kostede 3.300 kr. for 2. Især ikke, når de 1.000 kr. alene går til 100 gram oksekød :)
| Tilbage |